RAL 5022 Nachtblau

Der findes dette øjeblik om aftenen, når himlen ikke længere er blå og endnu ikke sort, men noget tredje derimellem, som næsten ikke har noget navn. Natteblå rammer netop dette øjeblik. Den er mørk, men ikke tung, kølig, men ikke distanceret, og den bringer en ro ind i et rum, der minder om dagens afslutning, selv når solen stadig står udenfor.

På en større flade som en køkkenfront eller en flisevæg viser Natteblå en dybde, som mindre flader knap nok lader ane. Ved meget dagslys virker den mættet og næsten fløjlsblød, næsten som dybt vand, der sluger lyset i stedet for at kaste det tilbage. Så snart solen forsvinder, og kun en lampe brænder, trækker tonen sig tilbage og lader hjørner og kanter flyde ud, hvilket giver et rum en beskyttet, næsten hulelignende stemning. Netop deri ligger dens charme: Den forandrer sig med dagen uden at virke uroligt.

Til træ passer Natteblå særligt godt, når det er varmt, lys eg for eksempel eller valnød med sin rødlige årtegning, der danner en modpol til den blås kølighed. Ved metaller viser den sig åben for messing, der blinker gyldent, ligesom for børstet rustfrit stål, der giver den noget klart. Tekstiler af hør eller velour optager tonens dybde og giver den blødhed tilbage, mens lys marmor eller kalksten virker som et hvilepunkt ved siden af, næsten som en modvægt til mørket.

Rent hvid er den kombination, der oftest bestilles ved siden af Natteblå, og det med god grund: Den skaber en klar, næsten grafisk kontrast, der først får den blås dybde til at træde rigtigt frem. Blålilla, et trin lysere, fungerer som en blød overgang, når spranget til hvid virker for stort. Trafikhvid bringer derimod en køligere, mere præcis tone med, der stiller en næsten teknisk klarhed ved siden af Natteblå uden helt at fortrænge varmen.

I nabolaget af de blå toner adskiller Natteblå sig tydeligt fra sine slægtninge. Ensianblå er lysere og mere lysende, næsten selvbevidst, mens Ultramarinblå bringer mere mætning og mindre sort med sig og dermed virker mere levende. Kobaltblå forbliver endelig tættere på den klassiske, kraftige blå uden den natlige tyngde, som først gør Natteblå til det, den er: en tone til det øjeblik, der ligger mellem dag og mørke.