RAL 5004 Sortblå

Ved siden af signalsort virker sortblå som en skygge, der netop kun lige røber sig. Det er ikke et sort med blåt anstrøg, men et blå, der går så dybt, at det næsten lukker sig. Først i direkte sammenligning med et ægte sort viser det sig, at der stadig er farve i. Det gør tonen mere spændende end rent sort, uden at den virker urolig.

På større flader som fronter eller døre lægger denne tone sig som en rolig, lukket hud over rummet. Ved megen dagslys viser den sit blå tydeligere, næsten som dybt natvand, og fladen får en let dybde. Så snart lyset bliver svagere, glider den tættere på sort og virker så snarere som en stille baggrund end som en egen farve. Rum med lidt vinduesflade virker dermed mere afklarede, mens lysfyldte rum viser tonen mere levende.

Til træ med varm, gammeldags udtryk som eg eller valnød opstår en kontrast, der gør begge sider stærkere. Lyst, køligt træ som ask træder derimod tilbage og virker næsten som en ekstra farvetone. Metaller som messing sætter et varmt punkt i mørket, mens børstet rustfrit stål understreger tonens kølige, natlige karakter. Også sten, for eksempel mørk skifer eller lys marmorhvid, finder i dette blå en rolig partner.

Med safirblå et trin lysere opstår et forløb, der virker som to øjeblikke af samme nat, godt til fronter, der skal afsætte sig i to niveauer. Trafikhvid bringer som modvægt den nødvendige lyshed ind og lader sortblå først rigtigt fremstå mættet. Antracitgrå på håndtag eller sokler overtager en stille, teknisk rolle og leder ikke blikket væk, men holder fladen sammen.

Signalsort ved siden af viser, hvor meget farve der egentlig stadig er i denne tone, for det forbliver neutralt, hvor sortblå tipper over i det blålige. Grafitsort ligger tættere på et varmt, svagt gråt mørke og virker dermed blødere, mindre natligt. Stålblå lysner derimod den samme grundtone så meget op, at den allerede igen kan genkendes som klart blå, mens sortblå bevidst bliver på grænsen til mørket.