RAL 1005 Honiggelb

En mættet, varm gul, der minder om indtykket honning og aldrig virker sødladen. Den har en jordnær dybde, der adskiller den fra lyse, kølige gule toner, og virker dermed mere moden end frisk. På møbler eller fronter ligger der noget vedholdende deri, næsten håndværksmæssigt, som ikke spørger efter trends, men efter holdbarhed.

På større flader udfolder Honninggul en rolig tilstedeværelse, der snarere varmer et rum end udvider det. Ved meget dagslys viser den tydeligt sine gyldne nuancer og bringer en solrig note ind i køkkener eller opholdsrum. Når der kommer mindre lys ind, trækker det gule sig tilbage og får brunlige, næsten ravfarvede undertoner, der får tonen til at virke mere dæmpet og voksen end om dagen.

Til lyst træ som eg eller ahorn passer denne tone med en naturlig slægtskab, fordi begge lever af lignende varmegrader. På mørkere træ, f.eks. valnød, opstår der en tiltalende kontrast mellem jordnær brun og lysende gul. Messing og antikmessing optager den gyldne grundstemning, mens mat sort som metal sætter en klar modpol. Hør, groft bomuldsstof og lys natursten virker ved siden af Honninggul upåtrængende og lader farvetonen komme først.

Ved siden af Trafikgul, som er et trin lysere og køligere, virker Honninggul som dens roligere, modnere slægtning, ofte valgt til kanter eller afsætninger. Cremehvid giver som vægfarve eller sokkel en blød oplysning uden at forstyrre den varme karakter; det er den oftest bestilte kombination hertil. Sortbrun overtager på håndtag eller i sokkelområdet rollen som anker, giver det gule en jordnær dybde og forhindrer, at fladen virker for let.

Guldgul ligger meget tæt på Honninggul, men er en anelse mere intens og mindre brudt. Ginstgul bringer mere grønt ind i blandingen og virker dermed friskere, næsten forårsagtig. Majsgul er lysere og lettere og minder mere om moden korn end om flydende honning. Den, der søger den mættede, varme grundtone, finder i Honninggul den mest dæmpede og samtidig varmeste variant af disse tre naboer.