RAL 3014 Gammelrosa

Gammelrosa minder om indersiden af en musling, kort før lyset forlader den. Det er en tone, der aldrig helt bliver rosa og aldrig helt beige, men forbliver et sted midt imellem, som en tørret rose mellem bogsider. Den virker varm, men aldrig sød, dæmpet, men ikke træt. På møbler og køkkenfronter lægger den sig som et andet åndedrag over rummet, roligt og uden postyr.

På større flader viser gammelrosa sin tilbageholdenhed særligt tydeligt. En hel køkkenfront i denne tone virker blød, næsten tekstil, mens den samme farve på en flise eller et badekar fremstår mere kompakt og klarere. Ved masser af dagslys åbner tonen sig, den får noget muntert, næsten pudret. Når der kommer mindre lys ind, trækker den sig tilbage og bliver mere støvet, næsten som brændt rosa, der taler mere med grå end med hvid.

Til lyse træsorter som blegt eg eller ask finder gammelrosa ubesværet sammen med, fordi begge lever af den samme dæmpede varme. Messing, især børstet, bringer en gylden undertone ind, der gør tonen mere levende, mens mat sort jordforbinder den og får den til at virke køligere. I tekstiler viser gammelrosa sig gerne i hør eller fløjl, begge tager dens blødhed til sig uden at forstærke den. Ved sten, for eksempel marmor med fine lyserøde årer eller lys kalksten, smelter tonen næsten usynligt sammen med fladen.

Som sokkel eller kontrastpartner passer rødviolet godt, den ligger et trin dybere og giver gammelrosa mere dybde, uden at overstråle den. Cremehvid overtager rollen som væg eller den rolige flade ved siden af og lader den lyserøde virke venligere. Sortbrun egner sig til greb og sokler, den sætter små, klare accenter, som ikke dominerer tonen, men ledsager den. Sammen giver disse tre partnere et billede, der balancerer mellem varme og klarhed.

Sammenlignet med beigerød, der bærer mere gul i sig og dermed virker mere jordnær, forbliver gammelrosa køligere og lysere. Rosé går endnu et skridt i retning af hvid og virker dermed sartere, næsten gennemsigtig. Laksrød bærer derimod mere orange i sig og virker kraftigere, næsten sommerlig, mens gammelrosa bliver i sin dæmpede midte, hverken højlydt eller bleg.